1、Ridder

Ridder發(fā)音

英：　　美：

Ridder中文意思翻譯

常用釋義：里德爾

n.里德爾（姓氏）

Ridder雙語使用場景

1、Knight Ridder Newspapers: Clear the country is very divided.───騎士武士報記者問：顯然你們的國家正充滿對立。

2、McClatchy, America's third-biggest newspaper publisher, is faltering under heavy debts after buying Knight Ridder in 2006.───美國第三大報紙出版商McClatchy由于在2006年收購了Knight Ridder公司而債務(wù)纏身，如今也是搖搖欲墜。

3、Paul Scharner, Michael Brown, Kevin Kilbane and Daniel DE Ridder are also all pushing for recalls.───保羅-斯考內(nèi)，邁克爾·布朗，凱文·基爾巴尼和丹尼爾·里德都將回歸。

4、In a last-ditch attempt to silence the ringing in his ears, Ridder's team implanted electrodes near the patient's TPJ.───經(jīng)過一系列嘗試，最后他的團隊在病人的TPJ區(qū)域附近植入電極。

5、Paul Scharner, Michael Brown, Kevin Kilbane and Daniel de Ridder are also all pushing for recalls.───保羅-斯考內(nèi)，邁克爾-布朗，凱文-基爾巴尼和丹尼爾-里德都將回歸。

Ridder相似詞語短語

1、deads bridge───死橋

2、ghost riders in the sky───天空中的幽靈騎士

3、gridiron games───網(wǎng)格游戲

4、l mriding───我在想

5、gondola ride las vegas───拉斯維加斯纜車之旅

6、floridly meaning───華麗的意思

7、ride a house───騎著房子

8、eurypterid toy───歐式玩具

9、astride low level───低跨步

10、attirement of the bride max ernst───新娘馬克斯·恩斯特的著裝

2、皇帝的新裝原文

許多年前，有一個皇帝，為了穿得漂亮，不惜把所有的錢都花掉。他既不關(guān)心他的軍隊，也不喜歡去看戲，也不喜歡乘著馬車去游公園棗除非是為了去炫耀一下他的新衣服。他每一天每一點鐘都要換一套衣服。人們提到他，總是說：“皇上在更衣室里?！?

有一天，他的京城來了兩個騙子，自稱是織工，說能織出人間最美麗的布。這種布不僅色彩和圖案都分外美觀，而且縫出來的衣服還有一種奇怪的特性：任何不稱職的或者愚蠢得不可救藥的人，都看不見這衣服。

“那真是理想的衣服!”皇帝心里想，“我穿了這樣的衣服，就可以看出在我的王國里哪些人不稱職；我就可以辨別出哪些是聰明人，哪些是傻子。是的，我要叫他們馬上為我織出這樣的布來。”于是他付了許多錢給這兩個騙子，好讓他們馬上開始工作。

他們擺出兩架織布機，裝作是在工作的樣子，可是他們的織布機上連一點東西的影子也沒有。他們急迫地請求發(fā)給他們一些最細(xì)的生絲和最好的金子。他們把這些東西都裝進(jìn)自己的腰包，只在那兩架空織布機上忙忙碌碌，直到深夜。

“我倒很想知道衣料究竟織得怎樣了?！被实巯?。不過，想起凡是愚蠢或不稱職的人就看不見這布，心里的確感到不大自然。他相信自己是無須害怕的，但仍然覺得先派一個人去看看工作的進(jìn)展情形比較妥當(dāng)。全城的人都聽說這織品有一種多么神奇的力量，所以大家也都渴望借這個機會測驗一下：他們的鄰人究竟有多么笨，或者有多么傻。

“我要派我誠實的老大臣到織工那兒去?！被实巯耄八钅芸闯鲞@布料是什么樣子，因為他很有理智，就稱職這點說，誰也不及他?！?

這位善良的老大臣來到那兩個騙子的屋子里，看見他們正在空織布機上忙碌地工作。

“愿上帝可憐我吧!”老大臣想，他把眼睛睜得特別大，“我什么東西也沒有看見!”但是他沒敢把這句話說出口來。

那兩個騙子請他走近一點，同時指著那兩架空織布機問他花紋是不是很美麗，色彩是不是很漂亮?？蓱z的老大臣眼睛越睜越大，仍然看不見什么東西，因為的確沒有東西。

“我的老天爺!”他想，“難道我是愚蠢的嗎?我從來沒有懷疑過自己。這一點決不能讓任何人知道。難道我是不稱職的嗎?不成!我決不能讓人知道我看不見布料?！?

“哎，您一點意見也沒有嗎?”一個正在織布的騙子說。

“哎呀，美極了!真是美極了!”老大臣一邊說，一邊從他的眼鏡里仔細(xì)地看，“多么美的花紋!多么美的色彩!是的，我將要呈報皇上，我對這布料非常滿意?！?

“嗯，我們聽了非常高興?！眱蓚€騙子齊聲說。于是他們就把色彩和稀有的花紋描述了一番，還加上些名詞。老大臣注意地聽著，以便回到皇帝那兒可以照樣背出來。事實上他也這樣做了。

這兩個騙子又要了更多的錢，更多的生絲和金子，說是為了織布的需要。他們把這些東西全裝進(jìn)了腰包。

過了不久，皇帝又派了另外一位誠實的官員去看工作進(jìn)行的情況。這位官員的運氣并不比頭一位大臣好：他看了又看，但是那兩架空織布機上什么也沒有，他什么東西也看不出來。

“你看這段布美不美?”兩個騙子問。他們指著，描述著一些美麗的花紋棗事實上它們并不存在。

“我并不愚蠢呀!”這位官員想，“這大概是我不配有現(xiàn)在這樣好的官職吧。這也真夠滑稽，但是我決不能讓人看出來?！彼桶阉耆珱]看見的布稱贊了一番，同時保證說，他對這些美麗的色彩和巧妙的花紋感到很滿意?！笆堑?，那真是太美了!”他對皇帝說。

城里所有的人都在談?wù)撝@美麗的布料。

皇帝很想親自去看一次。他選了一群特別圈定的隨員棗其中包括已經(jīng)去看過的那兩位誠實的大臣。他就到那兩個狡猾的騙子那里。這兩個家伙正在以全副精力織布，但是一根絲的影子也看不見。

“您看這布華麗不華麗?”那兩位誠實的官員說，“陛下請看：多么美的花紋!多么美的色彩!”他們指著那架空織布機，他們相信別人一定看得見布料。

“這是怎么一回事呢?”皇帝心里想，“我什么也沒有看見!這可駭人聽聞了。難道我是一個愚蠢的人嗎?難道我不夠資格當(dāng)皇帝嗎?這可是最可怕的事情?！薄鞍パ?，真是美極了!”皇帝說，“我十分滿意!”

于是他點頭表示滿意。他仔細(xì)地看著織布機，他不愿說出什么也沒看到。跟著他來的全體隨員也仔細(xì)地看了又看，可是他們也沒比別人看到更多的東西。他們像皇帝一樣，也說：“哎呀，真是美極了!”他們向皇帝建議，用這新的、美麗的布料做成衣服，穿著這衣服去參加快要舉行的游行大典?！斑@布是華麗的!精致的!無雙的!”每人都隨聲附和著。每人都有說不出的快樂?；实圪n給騙子“御聘織師”的頭銜，封他們?yōu)榫羰?，并授予一枚可以掛在扣眼上的勛章?

第二天早上，游行大典就要舉行了。頭一天夜晚，兩個騙子整夜點起十六支以上的蠟燭。人們可以看到他們是在趕夜工，要把皇帝的新衣完成。他們裝作從織布機上取下布料，用兩把大剪刀在空中裁了一陣子，同時用沒有穿線的針縫了一通。最后，他們齊聲說：“請看!新衣服縫好了!”

皇帝親自帶著一群最高貴的騎士們來了。兩個騙子各舉起一只手，好像拿著一件什么東西似的。他們說：“請看吧，這是褲子，這是袍子，這是外衣?！薄斑@些衣服輕柔得像蜘蛛網(wǎng)一樣，穿的人會覺得好像身上沒有什么東西似的，這也正是這些衣服的優(yōu)點。”

“一點也不錯。”所有的騎士都說。可是他們什么也看不見，因為什么東西也沒有。

“現(xiàn)在請皇上脫下衣服，”兩個騙子說，“好讓我們在這個大鏡子面前為您換上新衣。”

皇帝把他所有的衣服都脫下來了。兩個騙子裝作一件一件地把他們剛才縫好的新衣服交給他。他們在他的腰周圍弄了一陣子，好像是為他系上一件什么東西似的棗這就是后裙?；噬显阽R子面前轉(zhuǎn)了轉(zhuǎn)身子，扭了扭腰。

“上帝，這衣服多么合身啊!裁得多么好看啊!”大家都說，“多么美的花紋!多么美的色彩!這真是貴重的衣服?！?

“大家都在外面等待，準(zhǔn)備好了華蓋，以便舉在陛下頭頂上去參加游行大典?！钡涠Y官說。

“對，我已經(jīng)穿好了?！被实壅f，“這衣服合我的身嗎?”于是他又在鏡子面前把身子轉(zhuǎn)動了一下，因為他要使大家覺得他在認(rèn)真地觀看他的美麗的新裝。

那些托后裙的內(nèi)臣都把手在地上東摸西摸，好像他們正在拾起衣裙似的。他們開步走，手中托著空氣棗他們不敢讓人瞧出他們實在什么東西也沒看見。

這樣，皇帝就在那個富麗的華蓋下游行起來了。站在街上和窗子里的人都說：“乖乖!皇上的新裝真是漂亮!他上衣下面的后裙是多么美麗!這件衣服真合他的身材!”誰也不愿意讓人知道自己什么也看不見，因為這樣就會顯出自己不稱職，或是太愚蠢?；实鬯械囊路膩頉]有獲得過這樣的稱贊。

“可是他什么衣服也沒穿呀!”一個小孩子最后叫了出來。

“上帝喲，你聽這個天真的聲音!”爸爸說。于是大家把這孩子講的話私下里低聲地傳播開來。

“他并沒穿什么衣服!有一個小孩子說他并沒穿什么衣服呀!”

“他實在沒穿什么衣服呀!”最后所有的百姓都說?；实塾悬c兒發(fā)抖，因為他覺得百姓們所講的話似乎是真的。不過他心里卻這樣想：“我必須把這游行大典舉行完畢?！币虼怂麛[出一副更驕傲的神氣。他的內(nèi)臣們跟在他后面走，手中托著一條并不存在的后裙。

Kejserens nye klæder

af Hans Christian Andersen

For mange år siden levede en kejser, som holdt så uhyre meget af smukke nye klæder, at han gav alle sine penge ud for ret at blive pyntet. han brød sig ikke om sine soldater, brød sig ej om komedie eller om at køre i skoven, uden alene for at vise sine nye klæder. Han havde en kjole for hver time på dagen, og ligesom man siger om en konge, han er i rådet, så sagde man altid her: “Kejseren er i garderoben!” –

I den store stad, hvor han boede, gik det meget fornøjeligt til, hver dag kom der mange fremmede, en dag kom der to bedragere; de gav sig ud for at være vævere og sagde, at de forstod at væve det dejligste tøj, man kunne tænke sig. Ikke alene farverne og mønstret var noget usædvanligt smukt, men de klæder, som blev syet af tøjet, havde den forunderlige egenskab at de blev usynlige for ethvert menneske, som ikke duede i sit embede, eller også var utilladelig dum.

“Det var jo nogle dejlige klæder,” tænkte kejseren; “ved at have dem på, kunne jeg komme efter, hvilke mænd i mit rige der ikke dur til det embede de har, jeg kan kende de kloge fra de dumme! ja det tøj må straks væves til mig!” og han gav de to bedragere mange penge på hånden, for at de skulle begynde på deres arbejde.

De satte også to vævestole op, lod som om de arbejdede, men de havde ikke det mindste på væven. Rask væk forlangte de den fineste silke, og det prægtigste guld; det puttede de i deres egen pose og arbejdede med de tomme væve, og det til langt ud på natten.

“Nu gad jeg nok vide, hvor vidt de er med tøjet!” tænkte kejseren, men han var ordentligt lidt underlig om hjertet ved at tænke på, at den, som var dum, eller slet passede til sit embede, ikke kunne se det, nu troede han nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv, men han ville dog sende nogen først for at se, hvorledes det stod sig. Alle mennesker i hele byen vidste, hvilken forunderlig kraft tøjet havde, og alle var begærlige efter at se, hvor dårlig eller dum hans nabo var.

“Jeg vil sende min gamle ærlige minister hen til væverne!” tænkte kejseren, “han kan bedst se, hvorledes tøjet tager sig ud, for han har forstand, og ingen passer sit embede bedre end han!” –

Nu gik den gamle skikkelige minister ind i salen, hvor de to bedragere sad og arbejdede med de tomme væve. “Gud bevar' os!” tænkte den gamle minister og spilede øjnene op! “jeg kan jo ikke se noget!” Men det sagde han ikke.

Begge bedragere bad ham være så god at træde nærmere og spurgte, om det ikke var et smukt mønster og dejlige farver. Så pegede de på den tomme væv, og den stakkels gamle minister blev ved at spile øjnene op, men han kunne ikke se noget, for der var ingen ting. “Herre Gud!” tænkte han, “skulle jeg være dum! Det har jeg aldrig troet, og det må ingen mennesker vide! skulle jeg ikke du til mit embede? Nej det går ikke an, at jeg fortæller, jeg ikke kan se tøjet!”

“Nå, De siger ikke noget om det!” sagde den ene, som vævede!

“Oh det er nydeligt! ganske allerkæreste!” sagde den gamle minister og så igennem sine briller, “dette mønster og disse farver! – ja, jeg skal sige kejseren, at det behager mig særdeles!”

“Nå det fornøjer os!” sagde begge væverne, og nu nævnede de farverne ved navn og det sælsomme mønster. Den gamle minister hørte godt efter, for at han kunne sige det samme, når han kom hjem til kejseren, og det gjorde han.

Nu forlangte bedragerne flere penge, mere silke og guld, det skulle de bruge til vævning. De stak alt i deres egne lommer, på væven kom ikke en trevl, men de blev ved, som før, at væve på den tomme væv.

Kejseren sendte snart igen en anden skikkelig embedsmand hen for at se, hvorledes det gik med vævningen, og om tøjet snart var færdigt. Det gik ham ligesom den anden, han så og så, men da der ikke var noget uden de tomme væve, kunne han ingen ting se.

“Ja, er det ikke et smukt stykke tøj!” sagde begge bedragerne og viste og forklarede det dejlige mønster, som der slet ikke var.

“Dum er jeg ikke!” tænkte manden, “det er altså mit gode embede, jeg ikke dur til? Det var løjerligt nok! men det må man ikke lade sig mærke med!” og så roste han tøjet, han ikke så, og forsikrede dem sin glæde over de skønne kulører og det dejlige mønster. “Ja det er ganske allerkæreste!” sagde han til kejseren.

Alle mennesker i byen talte om det prægtige tøj.

Nu ville da kejseren selv se det, medens det endnu var på væven. Med en hel skare af udsøgte mænd, mellem hvilke de to gamle skikkelige embedsmænd var, som før havde været der, gik han hen til begge de listige bedragere, der nu vævede af alle kræfter, men uden trevl eller tråd.

“Ja er det ikke magnifique!” sagde begge de skikkelige embedsmænd. “Vil deres majestæt se, hvilket mønster, hvilke farver!” og så pegede de på den tomme væv, thi de troede, de andre vistnok kunne se tøjet.

“Hvad for noget!” tænkte kejseren, “jeg ser ingen ting! det er jo forfærdeligt! er jeg dum? dur jeg ikke til at være kejser? det var det skrækkeligste, som kunne arrivere mig!” “Oh det er meget smukt!” sagde kejseren, “det har mit allerhøjeste bifald!” og han nikkede tilfreds og betragtede den tomme væv; han ville ikke sige, at han ingen ting kunne se. Hele følget, han havde med sig, så og så, men fik ikke mere ud af det, end alle de andre, men de sagde ligesom kejseren, “oh det er meget smukt!” og de rådede ham at tage disse nye, prægtige klæder på første gang, ved den store procession, som forestod. “Det er magnifique! nysseligt, excellent!” gik det fra mund til mund, og man var allesammen så inderligt fornøjede dermed. Kejseren gav hver af bedragerne et ridderkors til at hænge i knaphullet og titel af vævejunkere.

Hele natten før den formiddag processionen skulle være, sad bedragerne oppe og havde over seksten lys tændte. folk kunne se, de havde travlt med at få kejserens nye klæder færdige. De lod, som de tog tøjet af væven, de klippede i luften med store sakse, de syede med synål uden tråd og sagde til sidst: “se nu er klæderne færdige!”

Kejseren, med sine fornemste kavalerer, kom selv derhen og begge bedragerne løftede den ene arm i vejret ligesom om de holdt noget og sagde: “se her er benklæderne! her er kjolen! her kappen!” og således videre fort. “Det er så let, som spindelvæv! man skulle tro man havde ingen ting på kroppen, men det er just dyden ved det!”

“Ja!” sagde alle kavalererne, men de kunne ingen ting se, for der var ikke noget.

“Vil nu Deres kejserlige majestæt allernådigst behage at tage deres klæder af!” sagde bedragerne, “så skal vi give Dem de nye på, herhenne foran det store spejl!”

Kejseren lagde alle sine klæder, og bedragerne bar sig ad, ligesom om de gav ham hvert stykke af de nye, der skulle være syet, og kejseren vendte og drejede sig for spejlet.

“Gud hvor de klæder godt! hvor de sidder dejligt!” sagde de allesammen. “Hvilket mønster! hvilke farver! det er en kostbar dragt!” –

“Udenfor står de med tronhimlen, som skal bæres over Deres majestæt i processionen!” sagde overceremonimesteren.

“Ja jeg er jo istand!” sagde kejseren. “Sidder det ikke godt?” og så vendte han sig nok engang for spejlet! for det skulle nu lade ligesom om han ret betragtede sin stads.

Kammerherrerne, som skulle bære slæbet, famlede med hænderne hen ad gulvet, ligesom om de tog slæbet op, de gik og holdt i luften, de turde ikke lade sig mærke med, at de ingenting kunne se.

Så gik kejseren i processionen under den dejlige tronhimmel og alle mennesker på gaden og i vinduerne sagde: “Gud hvor kejserens nye klæder er mageløse! hvilket dejligt slæb han har på kjolen! hvor den sidder velsignet!” Ingen ville lade sig mærke med, at han intet så, for så havde han jo ikke duet i sit embede, eller været meget dum. Ingen af kejserens klæder havde gjort sådan lykke.

“Men han har jo ikke noget på,” sagde et lille barn. “Herre Gud, hør den uskyldiges røst,” sagde faderen; og den ene hviskede til den anden, hvad barnet sagde.

“Han har ikke noget på, er der et lille barn, der siger, han har ikke noget på!”

“Han har jo ikke noget på!” råbte til sidst hele folket. Og det krøb i kejseren, thi han syntes, de havde ret, men han tænkte som så: “nu må jeg holde processionen ud”. Og så holdt han sig endnu stoltere, og kammerherrerne gik og bar på slæbet, som der slet ikke var.